/Hvad er stress
Hvad er stress 2017-04-12T16:08:41+00:00
Book online

HVAD ER STRESS

En stressreaktion er kroppens eget alarmberedskab

Fra naturens side er stress en livsvigtig reaktion, som gør os i stand til at håndtere farlige situationer. En stressreaktion er kroppens eget alarmberedskab. Det aktiveres, når vi har behov for at håndtere en oplevet trussel eller belastning.

Stress er i udgangspunktet ikke en sygdom, men en tilstand. Stress er fra naturens side beregnet til at vare op til nogle timer, en enkelt dag eller måske to.

Stress på den korte bane er en god hjælper

Stress kan udløses af deadlines på arbejdet, en konflikt i privatlivet eller en trafikprop. Når konflikten er løst, din deadline er nået, og trafikken igen kører, så falder kroppen til ro, og stressreaktionen aftager.

Kroppens stressreaktion er altså nyttig, når vi skal præstere, men kun hvis vi skal præstere i kortere perioder af gangen.

Langvarig stress er livsfarligt

Nu om dage udsættes vi for forskellige og mange stressfaktorer. Oftest har de en anden karakter end forhistoriens farlige dyr eller fjender.

I den moderne verden går alt stærkt. Der stilles store krav til det enkelte menneske. Vedvarende krav og højt tempo er belastninger på kroppen. Og vi kan sjældent nå det hele.

Det betyder at stresstilstanden varer ved i uger, måneder eller år. Og her opstår problemerne. Nu bliver kroppens stresshormoner skadelige.

Manglende pauser har alvorlige konsekvenser

Ubehandlet stress kan udvikle sig til en depression eller angst. Når dette sker, vil tidsperspektivet for behandling og bedring naturligt og oftest blive meget længere. Dette har store omkostninger for den enkelte og for samfundet.

Der er derfor god grund til arbejde med forebyggelse af stress. Vi skal huske at slappe af og restituere. Vi skal holde pauser mellem belastningerne og hverdagens udfordringer. Sker dette ikke, får vi stress med alvorlige konsekvenser for krop og psyke.

Stress i tal

Ca. 430.000 danskere har symptomer på alvorlig stress! Hver fjerde sygemelding i Danmark skyldes stress, hvilket svarer til 35.000 sygemeldte danskere hver dag, og ca. 14 milliarder kroner i omkostninger årligt!

Arbejdsrelateret stress koster i Danmark hvert år:

  • 30.000 hospitalsindlæggelser
  • ½ million kontakter til egen læge
  • 1½ million sygedage
  • 1400 dødsfald
  • 2800 tilfælde af førtidspension

Der er gennemført en del undersøgelser for at kortlægge det. Resultaterne viser en lang række forskellige faktorer, der i større eller mindre grad kan medvirke til, at ansatte kan få stress. De enkelte faktorer kan ikke stå alene. Det er som regel en kombination af mange ting, der afgør, om arbejdsmiljøet opleves som ”stressbelastende”.

Kilde: ”Risikofaktor og folkesundhed i Danmark”, 2006

PRØVETIME
Stress-test
Lifecoaching
Lederudvikling
KONTAKT MIG FOR EN UFORPLIGTENDE SAMTALE